I begyndelsen af det 20. århundrede var fru El Dixon netop gift og havde ingen erfaring med madlavning. Hun skar ofte hænderne eller brændte sig i køkkenet. El Dixon arbejdede i et firma, der producerer kirurgiske bandager, og han vil snart kunne forbinde sin kone dygtigt. Han tænkte, hvis der er en slags bandage, når konen er skadet, og ingen kan hjælpe, ville det være dejligt, hvis hun kunne bandage sig selv.
Så han begyndte at eksperimentere. Han mente, at hvis gaze og bandage blev lavet sammen, kunne han bruge en hånd til at forbinde såret. Han tog et stykke gaze og lagde det på bordet, påførte lim på det, så foldede det andet gasbind ind i et gasbind og lagde det midt på bandagen. Men der er et problem. Viskosen, der bruges til denne form for bandage, tørrer, hvis den udsættes for luft i lang tid. Dixon prøvede mange forskellige stoffer til at dække båndet i håb om at finde et materiale, der ikke ville være svært at fjerne, når det var nødvendigt. Senere opdagede han, at der er en slags groft gaze, der godt kan udføre denne opgave. Efter virksomhedens' s forbedring kan den bruges i vid udstrækning.